-
Business-update: Ukraine-krigen sikrer enorm vækst for dansk dronefirma: millionoverskud tredobles
Source: BDK Finans / 06 Aug 2025 08:31:22 America/Los_Angeles
God eftermiddag og velkommen til onsdagens Business-update, hvor du får en kurateret gennemgang af dagens erhvervsrelaterede nyheder fra nær og fjern. Før vi når til dagens historier, runder vi lige, at Novo Nordisk har fremlagt regnskab for halvåret – Lars Fruergaard Jørgensens sidste af slagsen, inden han giver stafetten videre til den nye topchef, Mike Doustdar. Regnskabet, der lander midt i en dyb krise for medicinalkæmpen, indeholdt ikke de store overraskelser, men aktien ligger klokken 15.50 til et fald på omkring tre procent. Klik her for at læse Berlingskes Novo-reporter Vibeke Lyngklip Svansøs dækning af regnskabet – og her for at læse om udsigterne til en fyringsrunde. Og lad os ellers give os i kast med de øvrige nyheder. God læselyst! #1 – Rekordmange pantede i juli måned Som alle måneder jo gør i en eller anden forstand, gik juli 2025 også over i historiebøgerne. I særlig grad gjorde den det dog for Dansk Retursystem, der har drevet Danmarks pantsystem siden 2002 og er ejet af bryggerierne Carlsberg, Royal Unibrew og Harboe. For i juli blev der pantet 225 millioner tomme flasker og dåser, det er 13 millioner mere end i juli sidste år – og rekordmange. Det skriver Børsen på baggrund af en pressemeddelelse fra Dansk Retursystem. »Danskernes gode pantvaner er helt afgørende for, at vi har opnået rekorden for flest pantede dåser og flasker på en måned. Det er en stor milepæl for os, som viser, at danskerne bakker op om pant- og retursystemet, og at vores cirkulære infrastruktur er effektiv og velfungerende,« udtaler Jesper Frische Larsen, driftsdirektør i Dansk Retursystem. Selskabet får cirka 93 procent af alle flasker og dåser tilbage – og derfor er der stadig rum for forbedringer. Ifølge Dansk Retursystem blev der i 2024 pantet over to milliarder dåser og flasker, og det har angiveligt sparet atmosfæren for udledningen af 234.000 tons CO2. #2 – Analytikere spår lille fremgang for Mærsk i kommende regnskab, men sår tvivl om aktiekursen Torsdag morgen præsenteres A.P. Møller - Mærsks halvårsregnskab, og i den forbindelse forventer flere analytikere, at indtjeningen hos det globale rederi har været større end forventet – og at en opjustering kan være på vej. Det skriver Finans. »Forventningen er, at vi måske vil se den lave ende af forventningerne hævet. Medmindre at Mærsk ser resten af året som ekstremt udfordrende,« siger Jørgen Lian, senioranalytiker og chef for shipping i den norske storbank DNB Carnegie. Mærsk forventer i skrivende stund en driftsindtjening før af- og nedskrivninger på mellem seks og ni milliarder dollar for året. Selvom Mærsk-aktien er steget med 11 procent i juli, er analytikerne en smule skeptiske. Flere henviser til en række langsigtede og branchespecifikke udfordringer, som kursudviklingen ikke i tilstrækkelig grad tager højde for – blandt andet en ubalance mellem udbud og efterspørgsel. Det samme kunne man læse i Berlingskes egen optakt til Mærsk-regnskabet, hvor der også blev sat fokus på de forandringer i verdenshandlen, som Donald Trumps toldsatser har udløst. #3 – Ukraine-krigen sikrer enorm vækst for dansk dronefirma: millionoverskud tredobles Virksomheden Sky-Watch i Skørping offentliggjorde kort før sommerferien sit regnskab, der viser et resultat på 223 millioner kroner mod 71 millioner kroner året før. Det skriver Børsen. Tilbage i 2022 blev droneproducenten overtaget af en amerikansk militærvirksomhed, og forinden havde Sky-Watch minus på både bruttoresultat og bundlinje. Ifølge virksomhedens ledelse er det krigen i Ukraine, der driver millionvæksten. »Den aktuelle geopolitiske situation, især krigen i Ukraine, fortsætter med at drive en signifikant vækst i efterspørgslen efter Sky-Watchs avancerede løsninger,« konstateres det i årsrapportens ledelsesberetning. Og med tvivlsomme udsigter til en foreløbig afslutning på Ukraine-krigen forventer ledelsen i Sky-Watch, at væksten fortsætter. Tre uundværlige fra Berlingske Business 1. Nye styrtdyk for Tesla på Europas største bilmarkeder I Tyskland og Storbritannien er den amerikanske bilproducents salg dykket med 55-60 procent i juli. Læs med her. 2. Nu er hovedstaden støvsuget for lejligheder – udbuddet er historisk lavt Der er fest i hovedstadens ejerlejligheder. De er så eftertragtede, at udbuddet nu er i ny bundrekord. Det sender priserne i vejret. Læs med her. 3. Argentinas »motorsav« i strid modvind Argentinas præsident, Javier Milei, fortsætter den benhårde reformkurs, og på mange parametre har succesen været langt større end forventet. Men valutaen er faldet kraftigt de seneste uger, og den folkelige opbakning til strammerpolitikken er aftagende. Midtvejsvalget til oktober bliver helt afgørende. Læs med her. https://www.berlingske.dk/business/business-update-ukraine-krigen-sikrer-enorm-vaekst-for-dansk-dronefirma